Jeg hader konkurrencer. Da jeg havde idræt i skolen forsøgte idrætslæreren altid forgæves at motivere os piger ved at gøre de forskellige discipliner til en konkurrence. Hvem kunne løbe hurtigst og hvilket hold vandt? Men hvis der var noget, der kunne få min motivation til at slukkes, var det konkurrencer i idræt.
For konkurrencer fyldte allerede en stor del af mit skoleliv. Hvem var den dygtigste i klassen til at skrive? Hvem var bedst til sprog? Og så var der de mere usynlige, stikkende og personlige, som prægede mange af mine skoleår i en klasse med en pigegruppe, der ikke fungerede. Hvem er mest populær blandt drengene? Hvem får først sit første kys? Hvem får først sin menstruation? Hvem har de tætteste veninder? Det var usundt og på ingen måde givende for at fremme et bedre sammenhold i en lille pigegruppe.
Det satte i nogle år og i nogle sammenhænge tonen for, hvordan jeg begik mig socialt med andre kvinder. De blev målt og vejet og vurderet på alle leder og kanter. Jeg var hoppet med på ideen om, at der ikke er nok til alle kvinder, og at det krævede ekstra arbejde, ekstra pænhed, en ekstra indsats, hvis man skulle gøre sig fortjent til en mand og et liv, der var godt nok.
Hvorfor skulle det pine og død være sådan? Hvorfor kunne jeg kun se overvindelse af andre kvinder, som vejen til mine egne livsdrømmes realisering?
Jeg tvivler på, at jeg er ene om at have haft et drive for at skulle være den bedste for at vinde en smule respekt. Og jeg er næppe heller den eneste, der spildt timer på at tale grimt om andre kvinder.
Så hvorfor er det, at vi skal konkurrere? Der er sådan overordnet set 12-taller, interessante uddannelser, mænd, børn og kage nok til alle. Hvorfor er det, at nogle kvinder latterliggør, undervurderer og nedgør andre kvinder, mens vi i øvrigt også har travlt med at kommentere på hinandens udseende? Hvad er det, der driver os til at sparke på hinanden, i stedet for at hjælpe hinanden fremad?
Er der noget i vores kultur, som tilskynder kvinder til at konkurrere? Kan det her bagtaleri og sladder handle om ulighed og sexisme?
I 2009 satte tre forskere sig for at undersøge, om man kan finde ud af, hvordan sexisme skabes i og vedligeholdes i kvinders dialoger. Internaliseret sexisme betegner det fænomen, at kvinder kan opføre sig sexistisk over for hinanden. Internaliseret sexisme er en gren af internaliseret undertrykkelse, hvor den undertrykte har taget stereotyperne om sig selv og sit køn eller race til sig og er begyndt at tro på dem.
Det er fx de stereotyper, vi konstant bliver mødt med, at kvinder er mindre værd, det svage køn, kvinder er passive, manipulerende eller at vi ikke vil eller evner lederskab. Når vi tager dem til os, kan det komme til udtryk som fordømmelse af andre kvinder for at være for optagede af deres udseende eller på den anden side ikke bruger tid og energi på udseendet. Det er dermed den samme objektgørelse på linje med den sexistiske mænd kan gøre. Det kan også være i form af latterliggørelse eller nedgørelse af andre kvinder eller af én selv. Det kan komme til udtryk som forundring eller forargelse over kvinder, der ikke ønsker børn, eller som vælger anderledes end flertallet i fx barselsspørgsmål.
I den amerikanske undersøgelse definerede forskerne forskellige typer af internaliserede sexisme-udsagn som de opstod i samtaler mellem to veninder. De kiggede på påstande om ens egen uduelighed, eksempler på objektgørelse, underkendelser af andre kvinders tanker, meninger, interesser, følelser, oplevelser og lignende og så kiggede de på, hvordan de 45 unge venindepar iscenesatte hinanden som konkurrenter.
Det er en konkurrence om hvad der tilsyneladende er en begrænset mængde mænd, pladser ved bordet, anseelse og respekt. Måske skyldes forestillingen om de begrænsede resurser, at vi i mange sammenhænge længe har været i undertal og derved har skulle kæmpe hårdt for at bevise vores værd.
Under overfladen betyder konkurrencen, at vi sladrer, udelukker andre fra fællesskabet og i det hele taget betragter tingene som et nulsumsspil.
Resultatet af den amerikanske undersøgelse viste, at i gennemsnit praktiserede veninderne en form for internaliseret sexisme 11 gange i de 10 minutter, de talte sammen. Den hyppigste form var at lade som om, man var uvidende, mens underkendelse af andre kvinders oplevelser eller meninger optrådte i 78 procent af samtalerne blandt kvinderne. Men hvordan kan vi være sikre på, at der her er tale om internaliseret sexisme? Og er det ikke meget godt med lidt konkurrence, så vi alle kan lære at begå os i et mere og mere konkurrencepræget samfund? Og kan kvinders kritik af andre og selvkritik ikke være meget godt, så vi lærer at klare os i et sexistisk samfund?
Sexisme er en praksis. Det er noget, der eksisterer, fordi det bliver ved med at blive gjort. Det samme gælder internaliseret sexisme. Så længe vi tror på stereotyperne om kvindekønnet, så længe vil vi være med til at fastholde sexismen. Så længe vi konkurrerer er vi splittede, og når man er splittet, udgør man aldrig en trussel mod de eksisterende magthavere. Derfor bliver må vi nødvendigvis droppe objektgørelsen, nedgørelsen og konkurrencen mod andre kvinder. Lad os aflyse konkurrencen, nedgørelserne og gå til verden med en middelmådig hvid mands selvtillid.
