I disse år rimer feminisme på kropsaktivisme, i mere end en bogstavelig forstand. Aldrig har der været et større fokus på vores krop og hvilket forhold vi har til den. Men er kropsaktivisme overhovedet noget nyt og hvad er årsagen til, at det fylder så meget i vores bevidsthed i dag?
Ideen om den ”ideelle” kvindekrop har ændret sig flere gange i løbet af historien. I lange perioder har kurver og bløde former været idealet og et tegn på rigdom og velstand. I 1950’erne og starten af 60’erne var det Marylin Monroes timeglasfigur og kurvede former, der prydede magasinernes forsider side om side med reklamer for vægtøgning, for at opnå glamourøse former.
Startskuddet til fedmeaccept
Denne opfattelse af sexede kvindelige kurver ændrede sig dog markant i løbet af 1960’erne, hvor kvinder som Audrey Hepburn og Twiggy overtog rampelyset. Samfundet begyndte for alvor at have en holdning til kroppen, hvilket resulterede i en stigende diskriminering af tykke mennesker – og af de førhen idealiserede kurvede kroppe. Som modsvar til denne stigmatisering udkom der i november 1967 en artikel i det amerikanske magasin The Saturday Evening Post, med titlen ”More People Should Be Fat”, og det blev startskuddet til tykaktivisternes kamp for fedmeaccept. Mange af forfatteren Lew Louderbacks argumenter fra artiklen, bliver stadig brugt af tykaktivister i dag.
To år efter Lews artikel i 1969, blev den amerikanske forening The National Association to Advance Fat Acceptance (NAAFA) stiftet, og de har lige siden kæmpet for at minimere diskrimination på baggrund af kropsstørrelse, med målet om at alle mennesker uanset hvad vægten måtte sige, bliver accepteret med samme værdighed og lighed i alle aspekter af livet.
Ét af hovedformålene med NAAFAs og tykaktivisternes arbejde er at forsøge, at undgå at fedme bliver brugt som en indikator for usundhed i sig selv, men at man i stedet ser på tykke mennesker med princippet ”Health at Every Size” (HAES) i baghovedet. HAES er en filosofi og social bevægelse, der også opstod i 60’erne, hvis formål er at tilskynde til en sund livsstil, øget kropsaccept og selvværd, uden at have vægttab som et direkte mål. Målet er således at skabe en bevidsthed om, at man ikke nødvendigvis er usund, selvom man er tyk.
Trods aktivisternes opråb i slutningen af 60’erne fortsatte tendensen med de ultratynde modeller og det kulminerede i midten af 90’erne, hvor begrebet ”heroin chic” opstod. Et udtryk der blev brugt til at beskrive modeller som Kate Moss, der i et interview proklamerede, at hun levede efter mottoet ”nothing tastes as good as skinny feels”.
Med inspiration fra 60’ernes kamp for fedme-accept og som modsvar til de ultratynde modeller, opstod kropspositivismen. I 1996 stiftede de to kvinder Connie Sobczak og Elizabeth Scott bevægelsen The Body Positive, eller kropspositivisterne, som det kaldes i Danmark. Oprindeligt udviklede bevægelsen sig med fokus på de sociale stigmaer, der er koblet til den overvægtige krop, men bevægelsen udviklede sig hurtigt til at inkludere alle former for diskrimination af kropsminoriteter. Kropspositivismen er derfor, modsat tykaktivismen, altomfavnende og inkluderer alt fra vægt, etnicitet og seksualitet til kendisser uden make-up.
En ny bølge af tykaktivister
Med sociale medier som Instagram og YouTube fik kropspositivisterne nye redskaber til at udbrede deres positive syn på forskelligartede kroppe. Både tykaktivismen og kropspositivsmen har gennem de seneste år oplevet en øget opmærksomhed, når adskillige mennesker under hashtags som #BoPo, #CelebrateMySize, #HonorMyCurves, #RealGirl og #EffYourBeautyStandard, dagligt deler utallige billeder og artikler på de sociale medier.
Mange tykaktivister argumenterer dog for, at begrebet tykaktivisme er blevet opslugt af det mere mainstream kropspositivisme, og trods den øgede opmærksomhed er fokus blevet flyttet væk fra tykaktivisternes oprindelige mål om at kæmpe for tykkes rettigheder. Kropspositivisme er langt hen ad vejen blevet et individuelt elsk dig-selv-projekt, der handler om, at man skal acceptere og elske sin krop præcis som den er, og at man skal være ligeglad med, hvad andre har af holdninger til ens krop. For tykaktivisterne er det netop ”andres” holdninger, der er i fokus. Tykke mennesker bliver stadig udsat for fat shaming og diskrimination på arbejdsmarkedet og i sundhedssystemet og det er disse stigmaer, der er så indgroet i samfundet, som tykaktivisterne ønsker at gøre opmærksom på.
Derfor er der opstået en ny bølge af tykaktivister, der kæmper for at få fokus tilbage på de oprindelige problemstillinger. I Danmark har det bl.a. ført til dannelsen af Fed Front, et antikapitalistisk, tykativistisk initiativ med et ønske om at bekæmpe kropshadet, og skabe et netværk for tykke mennesker.
Fed Front argumenterer for, at når Danmarks vigtigste ressource er mennesker – sunde og raske mennesker vel og mærke – der producerer og bidrager til samfundet, skabes der en opdeling mellem ”rigtige” og værdifulde kroppe, og dem som ikke passer ind i samfundets definition. De tykke, der ikke passer ind i samfundets billede af værdifulde kroppe, bliver derfor udsat for en uretfærdig diskrimination både på arbejdsmarkedet, i sundhedssystemet og i mange dagligdags situationer. Derfor er der fortsat et stort behov for opmærksomhed og fokus på området, så tykke mennesker i fremtiden bliver opfattet og behandlet ligeværdigt med ikke-tykke.
Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden fortsat vil se mange fortolkninger af både tykaktivismen og kropspositiviteten på de sociale medier. Derfor bliver en af de formentlig sværeste opgaver fremover, at undgå at skabe splid mellem de to former for aktivisme og i stedet udnytte deres skiftende momentum, til fortsat at skabe opmærksomhed på området.
