Forestil dig første dag på en ny arbejdsplads. I sidder rundt om frokostbordet og forsøger at få gang i samtalen. En af dine mandlige kolleger laver en sexistisk joke om Mette Frederiksens evner som statsminister. Er det nu, du går på de feministiske barrikader?
En afart af det spørgsmål skulle jeg forholde mig til, da jeg deltog i et program på DR, som vises i disse uger. Redaktionen ville have mig til at fortælle om min feministiske aktivisme og mine betragtninger om køn og kønsroller. Men er det noget, man tør dele på landsdækkende TV, uden for sit trygge ekkokammer af med-feminister?
I Danmark er feminisme et fy-ord
Selvom vi i Danmark bryster os af et solidt socialt sikkerhedsnet, gratis uddannelse og social mobilitet, er det ikke lig med, at vi også er et feministisk land. Feminisme er et politisk fy-ord, og i en ny undersøgelse erklærede 43 % at de var enige i, at “kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Vi har endda har haft en ligestillingsminister, der tog afstand fra begrebet feminist.
Så det er ikke underligt, at man lige overvejer en gang ekstra, hvornår man ‘springer ud’ som feminist.
Det handler om overlevelse
En stor del af årsagen til menneskehedens udvikling er, at vi er flokdyr. Er der et problem, kan vi kommunikere og samarbejde om at løse opgaven. Men flokmentaliteten betyder også, at det går imod vores overlevelsesinstinkt at sige gruppen imod. De fleste kender følelsen af at blive holdt udenfor, og den er ikke sjov.
Særligt kendt er forsøget, hvor en uvidende forsøgsperson blev placeret i en gruppe, som i fællesskab skulle sammenligne én streg med tre øvrige, og angive hvilken af de tre, der havde samme længde som den første. Hvad forsøgspersonen ikke vidste var, at resten af gruppen havde fået besked på at svare forkert.
Cirka 75 % af forsøgspersonerne faldt under for gruppepresset mindst én gang i løbet af forsøget, og svarede det samme som gruppen, selvom det var forkert. Det er simpelthen nemmere at gå med gruppen, end at sige den imod.
Programmet jeg deltog i, var et overlevelsesprogram, hvor jeg, i fællesskab med en flok vildt fremmede, skulle klare mig 30 dage på en øde ø. Når man er afhængig af fremmede for at få mad, ly og social sikkerhed, så står Asch’s forskning pludselig meget klart for det indre øje.
Den tunge byrde at være killjoy
Sara Ahmed er intersektionel feminist, queer-aktivist og akademiker. Tilbage i 2010 introducerede hun arketypen ‘feminist killjoy’, der beskriver den situation, hvor den feministiske aktivisme, og dermed personen som er afsender, ødelægger den gode stemning:
“In speaking up or speaking out, you upset the situation. That you have described what was said by another as a problem means you have created a problem. You become the problem you create.”
I tråd med Asch’s konformitetseksperiment, bliver det som feminist pludselig en overvejelse, om man, ved at påtale problematisk adfærd, vil være årsagen til at “den gode stemning” ødelægges, og at man potentielt udelukkes fra gruppen.
Feminisme er ikke bare et nuttet statement på en lyserød kaffekop med #girlpower. Det er aktivisme og egenrådighed (Ahmed bruger begrebet willfullness), og dét kan gøre nogle mennesker temmelig vrede på dig. Man skal være klar til at udholde den dårlige stemning og stå fast på retten til at slippe for racistiske jokes, sexistiske kommentarer osv., selvom det går imod gruppen.
Hvilket bord vælger du at sidde ved?
Tilbage ved frokostbordet på arbejdspladsen handler feminist killjoy-tropen om at sætte sig udenfor fællesskabet, at fjerne sig fra sin plads ved bordet. Ahmed beskriver hvordan ordet dissidens, altså systemkritik, kommer fra det latinske ‘dis’, hvilket betyder væk fra, og ‘sedere’ som betyder at sidde. Dissidenten er den som sætter sig væk fra de andre.
Konsekvensen bliver, at selve det at identificere sig som feminist, bliver læst som at være til besvær, og man bliver kategoriseret som den, der ikke kan komme overens med gruppen.
Det medfører en stor trang til at vise velvillighed og godt humør. Man kan næsten høre feministen i nye sociale sammenhænge tænke for sig selv; “de må ikke tro, at jeg er sådan en af de der sure feminister, der skal ødelægge den gode stemning.”
Nærmest uanset hvordan man italesætter problematikkerne, vil feministen dog, ifølge Ahmed, som regel ende med at blive set som roden til problemet. Et godt eksempel på dét, er nedenstående kommentarer på Facebook – for ja, jeg valgte at fortælle om min feminisme ude på øen.
Uden de store spoilere kan jeg afsløre, at jeg ikke forsøgte at gøre fem fremmede kvinder til mandehadere. Ikke desto mindre er det, hvad jeg anklages for af vildtfremmede mennesker.
Tør du være stemningsdræber?
Hvad løsningen er, må være op til den individuelle person og situation. Jeg kan blot gentage Ahmeds opfordring til at minde os selv og hinanden om, at vi som feminister ikke er årsagen til den dårlige stemning, og huske at støtte hinanden – uanset hvilken placering på det feministiske spektrum, vi indtager.