”Jeg ville også gøre det”, siger min veninde til mig. Vi sidder på en café og snakker om #metoo, og hvad der er sket inden for film- og teaterbranchen både i USA og i Danmark. Min veninde læser på Den Danske Scenekunstskole, og har fulgt debatten tæt.
Jeg har givet udtryk for min irritation over for dem, som har følt behov for at skrive åbne breve, for at distancere sig fra ofrene. Min veninde insisterer på, at hun kan godt forstå, at nogle har haft behov for at fortælle, at sådan noget har de ikke oplevet. Og at hun faktisk kan være ret enig med dem der synes at hele #metoo, begynder at ligne lidt en heksejagt.
”Jeg ville bare være bekymret for min karriere. Jeg vil ikke sættes i samme bås med dem, som er blevet krænket. Jeg ville være bange for, at en eller anden instruktør ikke ville arbejde med mig, fordi jeg for eksempel var gået på Zentropa filmskole,” siger hun.
”Det er fordi jeg vil ikke have, at folk skal tro, at jeg også er blevet chikaneret og undertrykt”. Siger min veninde.
Nogle uger senere taler jeg med den samme veninde, denne gang om Uma Thurman og hendes oplevelse med Quentin Tarantino. Min veninde viser mig et Instagram-post fra skuespillerinden Diane Krüger. I opslaget sender hun sin støtte til Uma, men understreger samtidig, at hun aldrig har oplevet noget lignede i de mange år, hun har arbejdet sammen med Tarantino. Så er den der igen!
Jeg undrer mig. Hvorfor kan man ikke være solidarisk? Hvorfor er det, at man har behov for at distancere sig selv? Man kunne måske bare lytte i stedet for?
Jeg undrede mig i flere uger, før jeg endelig kom frem til en konklusion; måske det at distancere sig handler om, at man i og for sig mener, at det er offerets skyld?
Internaliseret sexisme og victim blaming
Kvinder kan lige så vel som mænd, have sexistiske holdninger, som kaldes for internaliseret sexisme. Internaliseret sexisme kan fx komme til udtryk ved, at man ubevidst accepterer, at det at være kvinde automatisk gør én mindreværdig, og at man skal være taknemmelig for at blive behandlet lige.
Eller at man værdsætter og tager det som et kompliment, når folk fortæller én, at man ikke er som andre kvinder. Eller fordi det forventes at man ser ned på kvinder, selvom man selv er kvinde. Man skal helst være ”one of the guys”. Be, be like or be liked by.
Hvis man vil betragtes som en stærk kvinde, så skal man altså vise handlekraft og distancere sig fra folk, der er blevet krænket. Er man blevet krænket, er det fordi, man ikke har sagt fra, fordi man er svag, og fordi man ikke har passet på sig selv. Victim blaming 101.
At man selv er ansvarlig for ens velbefindende, er et menneskesyn, der hører vores neoliberale tidsalder til – man må ikke være et offer! Man skal være proaktiv og ikke en byrde for samfundet.
Men problemet er, at en krænkelse ikke siger noget negativt om den, der bliver udsat for krænkelsen. Krænkelsens negative side handler om gerningsperson, ikke om ofrene. Der burde ikke være et behov for at distancere sig fra andres fortællinger, fordi der burde ikke være noget som helst negativt, ved at blive associeret med dem.
Nogle mener, at #MeToo er kronen på værket for dansk feminisme, som er “så lidt handlekraftig og så lidt stærk, som noget kan blive”. I mine øjne det er en grundlæggende misforståelse.
Feminisme er anerkendelse og solidaritet
At vælge positivitet og handling som en generel tilgang til livet kan være utrolig magtfuldt, men det kræver mentalt overskud, og det er ikke alle, der har det. Især hvis man er blevet udsat for et overgreb eller chikane.
Empowerment handler ikke altid om at overvinde noget, eller om at være et billede af styrke og modstandsdygtighed. Det kan også dreje sig om, at være lige dér, hvor man er følelsesmæssigt, og at give plads til ordene om det der er sket. At fortælle ens historie er en handling!
Det har ikke noget med dyrkelse af offermentaliteten at gøre. Det handler om at belyse forskellige former for undertrykkelse som har fundet sted alt for længe, og som bygger på privilegier, som vi bliver nødt til at tale åbent om.
Det er i disse situationer, at jeg synes, det er vigtigt at huske hvad feminisme kan og bør gøre. Feminisme for mig betyder først og fremmest anerkendelse. At man på trods af forskellige baggrunde, oplevelser, kulturer og sprog, lytter til hinanden og anerkender hinandens fortællinger.
Anerkendelse er præmissen for den solidaritet, som er fundamentet for feminismen. I #MeToo-tider betyder det, at vi skal give plads og tid til dem, der har et særlig behov for at fortælle deres historie. Det betyder, at man som feminist og menneske, bør skabe og støtte platforme, hvor ofrene kan trygt dele deres oplevelser.
Feminisme betyder ikke kun at tro på nogen, når de fortæller deres historie om seksuel misbrug eller chikane. Det betyder, at anerkende disse mennesker i deres totalitet, som individer med drømme og håb, med gode og dårlige sider. Det betyder at lytte til dem og vise, at de betyder noget, i stedet for at forkaste og udelukke deres oplevelser.
Feminisme handler ikke kun om konkrete handlinger. Det handler også om, at skabe plads, udvise støtte og give værktøjer til bearbejdelse – gennem anerkendelse. Det er på denne måde, at vi sammen kan bidrage til konkret handling.
Fra victim blaming til victim association
Enhver form for krænkelse er ubehagelig og direkte undertrykkende for dem, der oplever den. Dermed er fortællinger om krænkelser gyldige og vigtige. De er vigtige, fordi de berører de ting, vi ikke tør at tale om: den hverdagssexisme, kvinder bliver udsat for, også i Danmark. De er vigtige, fordi i Danmark og i resten af verden, kæmper kvinder stadig krige på to fronter: én front handler om retten til at definere, hvad der er relevant at tale om, og den anden handler om retten til at tale, og til at blive anerkendt for at være i besiddelse af fakta og sandheder.
Derfor synes jeg, at man burde være stolt af at blive associeret med ofrene. De er nogle af de mest modige mennesker i vores tid.
