fbpx home LinkedIn Facebook Twitter Instagram medium search

En ren orkan af anti-abortlovgivning omvælter liv stat efter stat i Amerika. Lovforslagene bliver omtalt som ‘heartbeat-bills’, da de ofte indebærer en holdning til, at et foster ikke bør aborteres, når der kan findes et hjerteslag (et udtryk som bunder i en forsimplet forståelse af, hvordan et foster gror). Ifølge lovforslagene bedømmes det til at være efter cirka 6-8 uger. Det betyder, at en abort i mange tilfælde vil være en umulighed, allerede før du ved, at du er gravid – læger tæller nemlig ikke fra du reelt er blevet gravid, men fra din sidste menstruation, ofte 2 uger før ægget er blevet befrugtet. Ifølge heartbeat-bills kan du altså risikere at være forbi abortgrænsen, hvis din menstruation er så lidt som 2 uger for sent på den.

Alabama, Missouri, Mississippi, Georgia, Ohio og Kentucky er alle stater der, indenfor de sidste par måneder, har stræbt efter at indføre heartbeat-bills. Selvom lovforslagene er blevet vedtaget, er mange af dem, hvad der omtales som ‘trigger laws’. Det betyder, at de først vil træde i kraft under bestemte omstændigheder.

Spontan abort også forbudt

Alligevel vedtager (primært ældre, hvide mænd) lystigt flere og flere trigger laws og begrænsninger, når det kommer til kvinders, transkønnede og non-binæres helbred. Og nogle trigger laws er så langt ude, at det bliver helt grotesk. Er du fx så uheldig at abortere spontant, hvilket sker helt naturligt i 10-15 % af alle graviditeter, kan du risikere at blive dømt for mord og ende i fængsel, hvis loven træder i kraft i Georgia. Et lovforslag i Texas ville have gjort det muligt at blive idømt dødsstraf for en abort.

Tænker du, at du da bare kan hoppe over statsgrænsen til en stat, hvor abort er lovligt – ja, så tager du fejl, for Georgia, og mange af de andres stater, har også inkluderet i trigger lovene, at du kan dømmes selv, hvis du krydser statsgrænser.

Trump har for nylig blokeret finansiel støtte til organisationer eller klinikker, der så meget som nævner abort som en mulighed. Republikanere vedtager love, der gør det sværere og sværere for klinikker, der tilbyder abort at holde åbent, og for patienter, der ønsker en abort, rent faktisk at få en på grund af begrænsninger på åbningstider, ultralydsscanning, venteperioder, rådgivning, osv..

Staterne kan imidlertid ikke gøre det fuldstændigt ulovligt at få en abort på nuværende tidspunkt på grund af Roe v. Wade-sagen, men muligheden hænger som en truende sky over kvinder, transpersoners og non-binæres hoveder.

Roe v. Wade?

Roe v. Wade var en sag, der nåede helt til den amerikanske højestret i 1973. Sagen handlede, helt forenklet, om hvorvidt en kvindes ret til abort var en privatsag beskyttet under den amerikansk forfatning. Indtil da var abort ulovligt i mange stater under alle (eller meget begrænsede) omstændigheder.
Den amerikanske højesteret slog dengang fast, at at en kvinde havde ret til abort, afhængig af de individuelle staters lovgivning, men at staten under alle omstændigheder ikke kunne forbyde en abort i det første trimester af graviditeten.

Hvorfor skal det være så svært?

Over de sidste mange år, er det blevet sværere og sværere som kvinde, non-binær og transperson i Amerika, at tage vare på sit helbred og bestemme over sin egen krop (særligt transkønnede mænd bliver ofte gjort usynlige i debatten om abort).
Men hvorfor er USA pludselig blevet så anti-livmoder?

Selvom Trump ikke nødvendigvis er roden til alt ondt, så skyldes meget af den voksende anti-abortbevægelse, at han er blevet præsident. Og sideløbende med republikanske politikere, har han gjort alt, hvad han kan for at begrænse adgang til sundhedspleje for kvinder, non-binære og transpersoner.

Men hvad er det Trump og republikanerne forsøger at gøre med alle disse lovforslag? Hvis du husker tilbage til Roe v. Wade lidt længere oppe, så er hele ideen med trigger laws, at tvinge organisationer som Planned Parenthood til at lægge sag an mod staten. Med udnævnelsen af Brett Kavanaugh er den amerikanske højesteret nemlig overvejende republikansk. Og når et sagsanlæg hele vejen til højestretten, er der en chance for en omstødelse af Roe v. Wade. Derved vil stater have ret til at gøre abort ulovligt.

Men ulovliggørelse af abort betyder ikke, at de ikke finder sted. Det betyder derimod, at vi ender med en gentagelse af tiden før Roe v. Wade; at aborter vil finde sted under usikre forhold, af personer, der ikke har den rette uddannelse og med en skræmmende høj dødsrate eller domfældelse som resultat.

Og her er det “smarte” bag hele systemet, for mange trigger laws indebærer, at er du først blevet gravid, har fået en abort eller spontant aborteret (og overlevet, vel at mærke), og blevet dømt – ja, så mister du din stemmeret.
Når 1 ud af 4 amerikanske kvinder (og andre med en livmoder) ifølge statistikkerne får mindst en abort i løbet af deres liv, så er det pludselig en stor andel af den amerikanske befolkning, der mister deres politiske og demokratiske rettigheder.

Og så er vi tæt på at være landet i The Handmaid’s Tale.