Det startede så godt. Endelig kunne fortielserne vie for fortællinger om gamle overgreb, da #Metoo brød frem i kølvandet på afsløringerne af Harvey Weinstein i oktober 2017. Sociale medier blev brugt til at fortælle om de begivenheder, som kvinder aldrig tidligere havde haft modet til. Om overgreb, voldtægter og mildt sagt upassende opførsel fra mænd i høje positioner. I USA rystede taburetterne under mænd i blandt andet underholdningsbranchen og blandt andre Kevin Spacey måtte gå fra store produktioner.
Men i dag et år senere er det som om fokus er skiftet. Det er ikke længere kvinderne, der har været ofre for overgreb eller forulempelser, der er i fokus. Nu er det mændene, der er de sande ofre for #Metoo. Det er mændene, der får deres taletid i medierne til at gå med at udbrede sig om, hvor hårdt det er at blive anklaget, og hvordan den slags anklager ødelægger en mands liv.