2020 er året, hvor vi virkelig gerne vil nå meget længere ud. Vi har rygende travlt og vi vil gerne invitere DIG med på den rejse, som vi er på lige nu!
Så brænder du for feminisme og ligestilling?
Vil du have erfaring med at skrive nyheder og udgive feministiske nyhedsbreve?
Eller drømmer du om at skabe et feministisk fællesskab og bruge sociale medier til det?
Så bliv en del af #notallmails.
Forestil dig første dag på en ny arbejdsplads. I sidder rundt om frokostbordet og forsøger at få gang i samtalen. En af dine mandlige kolleger laver en sexistisk joke om Mette Frederiksens evner som statsminister. Er det nu, du går på de feministiske barrikader?
En afart af det spørgsmål skulle jeg forholde mig til, da jeg deltog i et program på DR, som vises i disse uger. Redaktionen ville have mig til at fortælle om min feministiske aktivisme og mine betragtninger om køn og kønsroller. Men er det noget, man tør dele på landsdækkende TV, uden for sit trygge ekkokammer af med-feminister?
Når en af kønsteoriens og tredjebølge-feminismens grundlæggere besøger Danmark, er #NOTALLMAILS naturligvis på pletten. På Heartland Festival i starten af juni talte filosoffen og sociologen Judith Butler om moderne kønsteori og den modbevægelse, som foregår lige nu.
En ren orkan af anti-abortlovgivning omvælter liv stat efter stat i Amerika. Lovforslagene bliver omtalt som ‘heartbeat-bills’, da de ofte indebærer en holdning til, at et foster ikke bør aborteres, når der kan findes et hjerteslag (et udtryk som bunder i en forsimplet forståelse af, hvordan et foster gror). Ifølge lovforslagene bedømmes det til at være efter cirka 6-8 uger. Det betyder, at en abort i mange tilfælde vil være en umulighed, allerede før du ved, at du er gravid – læger tæller nemlig ikke fra du reelt er blevet gravid, men fra din sidste menstruation, ofte 2 uger før ægget er blevet befrugtet. Ifølge heartbeat-bills kan du altså risikere at være forbi abortgrænsen, hvis din menstruation er så lidt som 2 uger for sent på den.
Brænder du for feminisme og ligestilling?
Vil du have erfaring med at skrive nyheder og udgive feministiske nyhedsbreve?
Så bliv en del af #notallmails.
Det startede så godt. Endelig kunne fortielserne vie for fortællinger om gamle overgreb, da #Metoo brød frem i kølvandet på afsløringerne af Harvey Weinstein i oktober 2017. Sociale medier blev brugt til at fortælle om de begivenheder, som kvinder aldrig tidligere havde haft modet til. Om overgreb, voldtægter og mildt sagt upassende opførsel fra mænd i høje positioner. I USA rystede taburetterne under mænd i blandt andet underholdningsbranchen og blandt andre Kevin Spacey måtte gå fra store produktioner.
Men i dag et år senere er det som om fokus er skiftet. Det er ikke længere kvinderne, der har været ofre for overgreb eller forulempelser, der er i fokus. Nu er det mændene, der er de sande ofre for #Metoo. Det er mændene, der får deres taletid i medierne til at gå med at udbrede sig om, hvor hårdt det er at blive anklaget, og hvordan den slags anklager ødelægger en mands liv.
Mænd bliver mere autoritære, når de er vrede, mens kvinder bliver mindre autoritære. Sådan lyder en tese fra Soraya Chemaly, som har skrevet en bog vrede og køn. Heri undersøger hun spørgsmålet: Hvorfor må kvinder ikke være vrede? Bogen ser også nærmere på både de biologiske årsager til vrede, hvorfor vi som kultur ikke må udtrykke den, og hvorfor det er en form for kvindeundertrykkelse ikke at kunne give udtryk for vrede på lige fod med mænd.
For et par uger siden var hele verdens øjne rettede mod Christine Blasey Ford, da hun foran det amerikanske senats retsudvalg aflagde forklaring på, hvad der skete til en high schoolfest i 1982.
Her fortalte hun om sine anklager mod præsident Trumps kandidat til den magtfulde post som ny højesteretsdommer, Brett Kavanaugh. Hun fortalte, hvordan Kavanaugh forulempede hende og forsøgte at voldtage hende.
Det er ikke kun Ford, der har rettet anklager mod Kavanaugh.
”Jeg ville også gøre det”, siger min veninde til mig. Vi sidder på en café og snakker om #metoo, og hvad der er sket inden for film- og teaterbranchen både i USA og i Danmark. Min veninde læser på Den Danske Scenekunstskole, og har fulgt debatten tæt.
Jeg har givet udtryk for min irritation over for dem, som har følt behov for at skrive åbne breve, for at distancere sig fra ofrene. Min veninde insisterer på, at hun kan godt forstå, at nogle har haft behov for at fortælle, at sådan noget har de ikke oplevet. Og at hun faktisk kan være ret enig med dem der synes at hele #metoo, begynder at ligne lidt en heksejagt.
Selvom vi her i år 2018 generelt er velinformerede fra videnskabens side om, hvordan vores krop fungerer, så findes der stadig sejlivede myter, der ikke har hold i virkeligheden. En af disse er jomfruhinden. Trods dét, at “jomfruhinden” ikke findes i virkeligheden og aldrig har gjort det, er den alligevel at finde på ministres skriveborde, til salg på nettet i både ægte og kunstige udgaver, og den er skyld i familiær splittelse – endda skyld i mord.
Alligevel kan man for ca 6000 kr. købe sig til en “rekonstruktion” af jomfruhinden hos flere danske gynækologer. På H. C. Andersen klinikken i København kan man få ”genetableret en bristet jomfruhinde”, så resultatet efter 4 uger ”vil være som fra naturen, der vil ikke kunne skelnes fra det oprindelige.” Man kan undres over, at det ikke falder i kategorien under falsk markedsføring.