Jeg hader konkurrencer. Da jeg havde idræt i skolen forsøgte idrætslæreren altid forgæves at motivere os piger ved at gøre de forskellige discipliner til en konkurrence. Hvem kunne løbe hurtigst og hvilket hold vandt? Men hvis der var noget, der kunne få min motivation til at slukkes, var det konkurrencer i idræt.
For konkurrencer fyldte allerede en stor del af mit skoleliv. Hvem var den dygtigste i klassen til at skrive? Hvem var bedst til sprog? Og så var der de mere usynlige, stikkende og personlige, som prægede mange af mine skoleår i en klasse med en pigegruppe, der ikke fungerede. Hvem er mest populær blandt drengene? Hvem får først sit første kys? Hvem får først sin menstruation? Hvem har de tætteste veninder? Det var usundt og på ingen måde givende for at fremme et bedre sammenhold i en lille pigegruppe.
