fbpx home LinkedIn Facebook Twitter Instagram medium search

I fokus: #Metoos ofre

Det startede så godt. Endelig kunne fortielserne vie for fortællinger om gamle overgreb, da #Metoo brød frem i kølvandet på afsløringerne af Harvey Weinstein i oktober 2017. Sociale medier blev brugt til at fortælle om de begivenheder, som kvinder aldrig tidligere havde haft modet til. Om overgreb, voldtægter og mildt sagt upassende opførsel fra mænd i høje positioner. I USA rystede taburetterne under mænd i blandt andet underholdningsbranchen og blandt andre Kevin Spacey måtte gå fra store produktioner.

Men i dag et år senere er det som om fokus er skiftet. Det er ikke længere kvinderne, der har været ofre for overgreb eller forulempelser, der er i fokus. Nu er det mændene, der er de sande ofre for #Metoo. Det er mændene, der får deres taletid i medierne til at gå med at udbrede sig om, hvor hårdt det er at blive anklaget, og hvordan den slags anklager ødelægger en mands liv.

Vrede mænd og kvinder

Mænd bliver mere autoritære, når de er vrede, mens kvinder bliver mindre autoritære. Sådan lyder en tese fra Soraya Chemaly, som har skrevet en bog vrede og køn. Heri undersøger hun spørgsmålet: Hvorfor må kvinder ikke være vrede? Bogen ser også nærmere på både de biologiske årsager til vrede, hvorfor vi som kultur ikke må udtrykke den, og hvorfor det er en form for kvindeundertrykkelse ikke at kunne give udtryk for vrede på lige fod med mænd.

I fokus: Brett Kavanaugh-sagen

For et par uger siden var hele verdens øjne rettede mod Christine Blasey Ford, da hun foran det amerikanske senats retsudvalg aflagde forklaring på, hvad der skete til en high schoolfest i 1982.
Her fortalte hun om sine anklager mod præsident Trumps kandidat til den magtfulde post som ny højesteretsdommer, Brett Kavanaugh. Hun fortalte, hvordan Kavanaugh forulempede hende og forsøgte at voldtage hende.

Det er ikke kun Ford, der har rettet anklager mod Kavanaugh.

Har vi glemt solidariteten?

”Jeg ville også gøre det”, siger min veninde til mig. Vi sidder på en café og snakker om #metoo, og hvad der er sket inden for film- og teaterbranchen både i USA og i Danmark. Min veninde læser på Den Danske Scenekunstskole, og har fulgt debatten tæt.

Jeg har givet udtryk for min irritation over for dem, som har følt behov for at skrive åbne breve, for at distancere sig fra ofrene. Min veninde insisterer på, at hun kan godt forstå, at nogle har haft behov for at fortælle, at sådan noget har de ikke oplevet. Og at hun faktisk kan være ret enig med dem der synes at hele #metoo, begynder at ligne lidt en heksejagt.

Barselsnyt 👶, jomfrumyten 🌸 og emoji-aktivisme 🍚🐰

I denne udgave kan du bl.a. læse om, at nogle arbejdspladser i Japan bestemmer, hvornår de kvindelige ansatte må gifte sig og blive gravide. Du kan også læse hvordan mode bliver brugt som protest i Iran, og om emojis der bruges som internt sprog for feminister i Kina. Sidst, men bestemt ikke mindst, kan du blive klogere på hvad hymen er for en størrelse, og hvad den i hvert fald ikke er.

Læs den syvogtyvende udgave af det feministiske nyhedsbrev.

 

Jomfruhinden Anno 2018

Selvom vi her i år 2018 generelt er velinformerede fra videnskabens side om, hvordan vores krop fungerer, så findes der stadig sejlivede myter, der ikke har hold i virkeligheden. En af disse er jomfruhinden. Trods dét, at “jomfruhinden” ikke findes i virkeligheden og aldrig har gjort det, er den alligevel at finde på ministres skriveborde, til salg på nettet i både ægte og kunstige udgaver, og den er skyld i familiær splittelse – endda skyld i mord.

Alligevel kan man for ca 6000 kr. købe sig til en “rekonstruktion” af jomfruhinden hos flere danske gynækologer. På H. C. Andersen klinikken i København kan man få ”genetableret en bristet jomfruhinde”, så resultatet efter 4 uger ”vil være som fra naturen, der vil ikke kunne skelnes fra det oprindelige.” Man kan undres over, at det ikke falder i kategorien under falsk markedsføring.

Kropspositivismens udvikling

I disse år rimer feminisme på kropsaktivisme, i mere end en bogstavelig forstand. Aldrig har der været et større fokus på vores krop og hvilket forhold vi har til den. Men er kropsaktivisme overhovedet noget nyt og hvad er årsagen til, at det fylder så meget i vores bevidsthed i dag?

Ideen om den ”ideelle” kvindekrop har ændret sig flere gange i løbet af historien. I lange perioder har kurver og bløde former været idealet og et tegn på rigdom og velstand. I 1950’erne og starten af 60’erne var det Marylin Monroes timeglasfigur og kurvede former, der prydede magasinernes forsider side om side med reklamer for vægtøgning, for at opnå glamourøse former.